Året, der alligevel blev lysegrønt

For mig repræsenterer nytår en ny begyndelse, et nyt håb om noget bedre. Derfor elsker jeg nytårsaften så meget. Det er som at annullere stopuret og begynder forfra. Eller måske bare fortsætte samme sted, men på en ny måde.

Jeg sidder lidt for mig selv her, dagen før det nye år viser sin lysegrønne snude frem. Da jeg for et år siden sad ved en ældre og mere slidt computer i en anden fremmed seng, noget højere oppe, var udsigten andet, end det jeg har nu.
Udsigten er altid så smuk fra en trettende sal, men guderne skal vide, hvor træt jeg er efterhånden af at se ud af det vindue. Jeg glædes over en udsigt - tro det eller ej, men faktisk lidt tættere på jorden.
Ikke helt nede i stuen, det ønsker jeg ikke, jeg er jo en drømmer og sådan en har brug for højden. Men her, hvor jeg er lige nu har jeg det godt.

Det blev en hård afslutning på 2009. Men begyndelsen på 2010 blev tusinde gange værre. Hvem kunne have forestillet sig, at det ikke ville stoppe ved en juleaften på hospitalet og en afstødt nyre, jeg lige havde fået.
Året der kom var alt andet end lysegrønt. Mit syn, mine øjne blev taget fra mig, og jeg vidste ikke jeg havde styrken til at fortsætte. Hvor var det forfærdeligt at stå foran et spejl og ikke kunne se sig selv - bogstaveligt talt, mere.
Syv uger senere blev jeg sluppet fri. Det var som om jeg havde været en fange, der fejlagtigt var blevet dømt til livslang kamp mod mørket. Mit syn bedre, jeg kunne se bedre, men det føltes som om nogen havde lagt et slør mellem verdenen og mig. Jeg kæmpede med mine indre dæmoner og de dæmoner, der angreb mig udefra. Jeg håbede sådan, at foråret ville blive mit.

Men foråret kom og forsvandt, jeg ænsede det ikke. Hvordan kan man også det, når man ikke tør lade kroppen føle en blid brise eller forårssolens strejf. Når man skutter sig ved et blik og en berøring føles som varm ildtang. Jeg forsvandt og jeg forsvandt. Dybere og dybere.
Alle stod omkring mig og rakte hænder ud, men jeg havde ikke kræfter, måske heller ikke lyst, til at tage imod dem.
Min trods, styrke, min stædighed… jeg var ikke at finde mere. Det var som om jeg var et tomt hylster. En skygge af mig selv.

Mange måneders terapi, snak, angst, sorger, raserianfald og alt andet derimellem hjalp ikke, men sommeren kom.
En dag silede regnen ned. Vinden var væk, og ruderne i det lyse kælderværelse var dugget til. Inden havde jeg siddet ved et bord og kigget på et stykke brød og noget salat. Jeg turde ikke spise, for jeg var bange for, at mennesker omkring mig så på mig. Jeg blev sendt til psyk og nu sad jeg i sofaen med tårer ned af kinderne og min røde læbestift over det hele, nej når sorgen kvæler, så er der ikke meget graciøsitet .
Han sad overfor mig og kiggede på mig. Tog et par noter, og fortalte mig, at det altså var ok, at have lidt ondt af sig selv, når man havde været igennem alt det jeg havde været igennem.
Jeg kiggede stumt op fra mit krøllede lommetørklæde og kiggede ud i luften. Det var, hvad jeg havde brug for. Alt vågnede op i mig. Alt, der havde ligget i dvale i det, der føltes som et århundrede.
Jeg vågnede, for nej det var ikke ok, at have ondt af sig selv. Det var faktisk utrolig klamt og pinligt. Jeg kom hjem og kiggede på mig selv. Jeg kunne se mig selv og det var faktisk ikke så gråt udenfor som jeg havde gået og troet, Regnen var varm og vinden var blid. Så jeg tog til Istambul. Jeg kom hjem, fik fjernet den gamle nyre, blev skrevet på transplantationslisten, overnattede på selvsamme slot, hvor jeg skal holde nytår i aften.
Tog tilbage til det lyse kælderværelse og for første gang, svarede jeg ikke "det ved jeg ikke" til spørgsmålet "hvordan har du det". Jeg svarede, at jeg ikke følte mig som et åbent sår mere.

Sommeren gik. Jeg var en nyre fattigere, men til trods for endnu et kæmpe ar på min mave, følte jeg mig noget mere helet.

Efteråret var så lyst, at jeg kunne ikke forstå, at det ikke var sommer mere. Efteråret var fyldt af glædelige gensyn, kærlige blikke, af varme og kram. Fyldt af stressende og korte, men stadig solbeskinnede dage.  Af spadserture og grin til langt ud på natten af te og chokolade, af silke. Af røde kinder og gummistøvler.
En dag gik jeg iført mine gummistøvler og en sløjfebesmykket paraply og hoppede i vandpytterne. Jeg tænkte for mig selv, at sommeren umuligt kunne være slut, for jo måske var regnen kold, men hvor var dagen dog lys. Da jeg kiggede op under min paraply blev jeg ramt af de første snefnug.
Sommeren var væk, vi var i december, men jeg havde sommer og fuglesang stadig inde i mig.

Jeg sidder idag lidt for mig selv, og kigger tilbage på det år jeg har passeret. Det blev ikke som jeg havde håbet, da jeg for et år siden skrev på 13.ende sal, men alligevel blev det som jeg håbede - lysegrønt. For håbet er lysegrønt.
Jeg sidder idag lidt for mig selv og kigger ud af vinduet. Jeg kan ikke se hele København som for et år siden, men det jeg ser, ser jeg klart og tydeligt.

Godt Nytår alle sammen. Må jeres nat være lang og smuk og må i alle føle det samme hele næste år, som jeg gør lige nu.

Noget om søstre, sofaer og drømme

Lejligheden var anderledes og vist noget større, end jeg huskede den, sofaen lignede sig selv. 

Min søster havde lånt lejligheden, mens vi var væk. Kusinen og jeg væltede bogstaveligt talt ind ad døren i en rus af tøsepjatteri. Min søster hilste på os overdrevet som hun altid gør - med højlydte kys og kram. Hun skulle videre, sagde hun. Men jeg stoppede hende for at høre, hvordan det var gået med at bo i min lejlighed, mens jeg ryddede lidt op. "Jo tak det gik fint" sagde hun med et smil. Jeg fjernede et tæppe fra sofaen og blev stum, der var en kæmpe orange plet på min elskede sofa, min sofa, som jeg ville vælge frem for alle - selv T. Min sofa som jeg ville slå ihjel for.Dén sofa var der en kæmpe orange plet på.

Jeg kiggede på min søster og så på sofaen og på hende igen. Hun reagerede som om hun også havde set det for første gang, selvom hun tilsyneladende havde boet i min lejlighed i en længere periode. Et øjeblik troede jeg, at jeg var skyld i den kæmpe plet, men jo mere jeg kiggede på sofaen, des større blev pletten og des mindre lignede sofaen sig selv. 

Jeg kiggede på min søster og trængte hende ind i en krog, nu kunne jeg se at sofaen slet ikke var min, men en billig Bilka-sofa i orange læder og med denim-betræk - for at beskytte læderet.

Mine forældre kom og jeg var hysterisk. Jeg var helt i det røde felt. Jeg græd af bare arrigskab. 

Til sidst indrømmede den lille møgunge, at hun havde brugt 15.000 kroner på et eller andet spil online og det eneste hun kunne huske, der var så mange penge værd, var min sofa så den solgte hun.

Jeg kunne se mig selv gå imod hende med udstrakte arme og nej det var ikke for at kramme hende, men for at kvæle hende "din lille møgunge" råbte jeg. Men min hals var for tør, jeg skulle hoste, Men jeg kunne ikke.

Jeg kunne nærke smerte i mit arm og at min ene hånd sov. 

Jeg lukkede øjnene op og kiggede op i loftet, det var morgen og mit hjerte hamrede derud af som om jeg lige havde haft det ubehageligste mareridt. For normale mennesker ville dette bare være en drøm, men for mig var det et mareridt, der stadig ryster mig, når jeg tænker tilbage.

Juleaften er som et stykke cognacfyldt chokolade

Juleaften er som et stykke cognacfyldt chokolade, man ved, hvad man får og alligevel æder man det. 

Den er ligesom chokoladen pakket fint ind, man lokkes at det lysende papir, man dufter til chokoladen, bidder og fortryder, når cognacen rammer tungen. 

Ja ok, man skal nok ikke være cognac elsker, hvis man skal kunne følge denne tankegang.

Forstår mig ret, jeg synes jul er hyggeligt og jeg juler hele december og jeg bager og jeg hygger, men alle disse ting er for mig ikke kun forbundet med en højtid. 
Jeg mener ikke man kun kan lave risengrød i december - Jeg er en forbandet perle, der elsker risengrød så meget, at jeg også laver det midt om sommeren. 

Og jeg spiser kirsebærsauce på pandekager eller på andre uhellige måder, bare fordi jeg kan lide det. Så jeg forstår ikke helt det store ståhej omkring den ene aften af året, hvor alt skal være på en bestemt måde.

Jo, and smager godt og det smerter mig, at man kun åbenbart må spise det til Mortens Aften og til Jul . Men jeg spiser and mere end een gang om året. Netop - fordi jeg elsker and! Og så sent som forrige år fik jeg en forfærdelig lyst til brunede kartofler og rødkål, så T blev sendt på jagt midt i marts.

Det der egentlig fik mig til at skrive dette indlæg, var en diskussion i sengen sidste nat, hvor jeg på grund af feber ikke vidste helt, om jeg kunne overskue en tur til Lyngby inkl. overnatning idag.

T var meget påståelig og mente, at det var synd, at jeg var alene juleaften.

Da jeg prøvede at forklare, at juleaften ikke betød noget for mig, ville han ikke forstå. Han mente, at selvfølgelig betød juleaften noget for mig, for det gør den for alle. Forgæves sagde jeg, at jeg synes, at især juleaften er kedeligt forudseligt og ligegyldigt, men nop "I mit hjerte elskede jeg julen" - Spørgsmålet, der blev ved med at dukke op er, hvorfor i himlens navn skulle jeg gøre det? Den eneste grund, til at jeg holde juleaften, er fordi jeg, af den dårlige samvittighed T og hans familie giver mig, er tvunget til det. 

Altså, jeg kan godt lide at jule og synes lysene i december er både dejlige og tiltrængt, men jeg ser bare juleaften som et kæmpe antiklimaks, hvor alt holder op, og vi skal stadig igennem januar og februar, for at nå til foråret.

Jeg vil da også gerne have maden og gaverne - især gaverne og and og ris a la mande, men det med at danse omkring et træ, at se Disneys Juleshow og finde mandelgave og deslige, betyder ikke noget for mig. Jeg bliver svimmel af at danse omkring juletræet og mandelgaven er alligevel altid et eller andet crap, som bliver fundet for en ti'er i Gorillaen eller Tigeren.

Om jeg er med til juleaften eller ej er fuldkomment ligegyldigt for mig. Måske fordi jeg ikke er vokset op med de traditioner.  Jeg forstår ikke pointen i at danse omkring et træ. Det er jo et træ for pokker! Et træ…  

Eller at se de samme klip af de samme tegnefilm år efter år, efter år Jeg vil hellere se hele tegnefilmen, og så er jeg faktisk slet ikke vild med Anders And og Chip og Chap. Og musene i Askepot er den kedeligste del i en af mine ellers yndlingstegnefilm.

Det jeg egentlig undrer mig mest over er, hvorfor jeg ikke må sige, at jul ikke betyder noget for mig, når det nu ikke betyder noget?

Lige det sidste sure opstød før jeg wrapper op-

Jeg synes, at de klip medier i år har haft fremme, med at flere og flere muslimer holder jul, er direkte forkastelige og dybt foragtelige. Jeg ser det ikke som en del af integrationen, men som leflen for DF - "Se os, se os! Se hvor danske vi er, vi holder også jul, fordi vi er så danske." 

Fint hold i bare jul, men lad dog være med at skilte med det. DF vil stadig ikke kunne lide jer for i har en forkert farve og nationalitet- og ligegyldig hvad i gør, så vil i være "de andre".

Som sagt; Julen er som et stykke cognacfyldt chokolade; smukt pakket ind, lokkende og sød udepå, men bitter inden i.

Jeg gider ikke fejre julen, bare fordi jeg bor i et land, hvor den skal fejres.

Glædelig Jul! Og glæd jer til nytårsindlæg, for dét er min højtid!

Noget om elge, måneskin og rigtige mænd

Engang sidste år skrev jeg et fint indlæg om den perfekte mand - altså mig. Retter sagt, hvilken slags mand, jeg ville være, hvis jeg var en mand. Og selvfølgelig ville jeg være en perfekt mand.

Jeg  ville bl.a være en rigtig mand en alfahan. En maskulin og alligevel kærlig mand. For at vise, hvor kærlig jeg var, ville jeg synge serenader, og for at vise, hvor maskulin jeg var, ville jeg trække en hel elg med hjem. Desværre blev jeg aldrig transmogrifferet til en mand, så jeg opgav tanken om at synge serenader for mig selv og trække en elg med hjem... Indtil for et par dage siden.

I forbindelse med hele min manddomstrnamogriffering var der en sang, og jo jeg havde den på min computer, jeg hørte den tit og ofte, teksten havde jeg også fundet, men at finde sangen på youtube, så i andre kunne nyde den, var noget svære. 


"Lille Frøken Måneskin" af Ib Mossin var væk, troede jeg. Men faktisk sad den hele tiden lige ved siden af mig.

Da jeg fandt sagen kom hele transmogrifferingssagen op igen. Jeg savnede pludselig en elg og serenader, men hvad jeg savnede endnu mere var en rigtig mand.
En mand, der ville give mig en elg.


Idag fik jeg en gave. Nej det var ikke en serenade, der blev sunget for mig nede fra gaden, men det var grønt lys til at åbne en lille pakke. Der i lå - ja, rigtigt gættet - en elg! En hel elg og kun til mig.
Min helt egen elg. 
Ok, den er ikke særlig stor, ej hellere var den levende, men den er min! Visse mennesker har endda kaldt den for svajrygget, men jeg er ligeglad. Jeg elsker min elg. Den skal være min, den skal hedde Erling McElg  og den skal være bøsse! For den er min og den skal bo i min taske og sove under min pude!

Hr. Erling McElg og jeg leger i vindueskarmen. 

Ja visse mennesker er bare velsignet og heldige. Og jeg er vist et af disse.

Udstoppede Dyr

Min dejlige mus læser på næstsidste semester på ITU, i den forbindelse skal han have lavet et projekt, hvori der indgår en kunstinstallation. Til denne kunstinstallation skal han bruge en del udstoppede dyr, men disse er møgdyre, (høhø - got it? "møgdyr(e)"). 


Anyways... Fordi han skal bruge en håndfuld af disse eksemplarer, skriver jeg en lille annonce her på min blog i håb om, at nogen af jer kære læsere sidder inde med et ekstra udstoppet dyr, som i bare skal af med.


De skal absolut ikke være i pæn stand, da de skal sprættes op, derfor må de også gerne være billige - faktisk jo billigere, des bedre. 


Vi kan både hente dem (i Københavns området) eller i kan sende dem til os (men de formalia, samt betaling kan vi snakke om privat.) 


Skriv på min mail luscious1 (a) gmail.com eller smid mig en kommentar her på bloggen.




Jeg vil elske jer total meget, hvis i finder frem til jeres gamle og støvede udstoppede dyr, for så betyder det, at vi hverken selv skal ud og skyde, samt udstoppe nuttede dyr, eller af med 1500 kr for en indtørret frø.

Snefnug

Jeg sad på hospitalssengen og han på en stol overfor mig. 

Hans blå øjne skinnede, jeg ved ikke om det var genskær fra det kunstige lys, eller om de blot havde en glød i sig.

Han åbnede munden og jeg smilede.

"Du er som et snefnug" sagde han med et suk.

ISUD

Idag, d. 13 oktober er International Suit-Up Day. Det er endnu en nymodens "helligdag", eller hvad man nu skal kalde det, skabt af amerikanere og facebook. Hvor alle skal have jakkesæt på. 


Jeg har valgt at joine denne klub og derfor i anledningen af, at det er ISUD, sol og min mors fødselsdag, ser jeg sådan her ud.  


Nej, det er ikke mit jakkesæt. Det er et jeg har arvet af T, for det er blevet for småt til ham. 
Nej jeg har ikke skjorte på, for det så mærkeligt ud, så jeg kastede mig ud i det yderst vovede look.

Jo det er mine sko, og de er købt i TopShop sidste år for 499,-

Gør som jeg, og alle de andre seje mænd i verden og tag dit jakkesæt på! Vi ses derude.

Mac'ens lille kusine

Jeg havde engang en computer, en helt almindelig PC, og den var ok, men kort tid efter, at jeg havde købt den, ville den ikke gøre som jeg sagde, den blev ved med at slukke, og batteriet ville ikke holde ligeså længe som jeg ville have det til at holde. Den brændte også sammen et par gange. Takket være den har jeg mistet en hel digtsamling, men jeg har stadig harddisken i en mappe, altså et ringbind.

En dag, midt i en eksamensopgave, valgte min PC at fryse, slukke og slette cirka halvdelen af min opgave. Nu har jeg aldrig været særlig hidsig. Ikke nævneværdig meget, men lidt temperament var jeg blevet født med, bare en lille smule.

Så i min mide hidsighed, smed jeg computeren på gulvet, for nu skulle den dø - sådan for alvor - dø. Den havde mobbet mig i 3 år, og nu havde jeg fået nok.

Næste dag, da jeg kom hjem, stod T og smilede i døren. Jeg tænkte - ih nej, hvad har du nu fundet på? Men da han åbnede døren for mig, stod der en pose fra Humac - Jeg hoppede op og ned af lykke og glæde. Tænk sig - endelig havde jeg fået en Mac - for sådan en havde jeg ønsket mig i mange år, jeg havde bare aldrig taget mig sammen til at købe en. Jeg ved ikke hvorfor - det er ligesom med gummistøvlerne. Jeg ønsker mig den, kigger på den, sukker og savler over den, har penge til den, men køber den bare ikke.

Min lykke var gjort. Tre dage efter havde jeg et seriøst kærlighedsforhold til Mac, og kunne skrive mig under fanen "Once you go bla.." Nårh nej, jeg mener "Once you go Mac, you never go back".

Macen elskede mig, og jeg elskede Macen. Vi levede lykkeligt i et halvt års tid eller lidt mere, til en skæbnenvanger dag, hvor Bedsteveninden af ren og skær ophidsethed over vores famøse opgave i Sprog 4, om "Pendulord", kom til at spilde en kop kaffe på det bord min lille Mac havde valgt at sidde på.

Macen overlevede, men den var svært skadet. Den kunne tænde, men den kunne ikke virke uden sit strømkabel.  Men vi klarede os. Bare kærligheden er stor, så er alle udfordringer små.

Vi havde det fint, Mac og jeg, men en dag kom T og jeg op at skændes og det var ikke en af de hverdagsskænderier vi normalt har, næh nej, jeg pakkede mig og flyttede hjem til mine forældre - i hele 24 timer.

Før jeg pakkede mine ting og tog ud til Frederiksberg, kastede T en tegneserie efter mig, og det var ikke en hvilkensomhelst tegneserie, næh, det var en omnibus, og som alle ved, er sådan en omnibus noget tykkere og tungere, end et helt almindeligt hæfte.

Desværre for både T og Macen ramte T ikke mig, men min stakkels lille computer. Dette angreb resulterede i at fem knapper røg af og ikke kunne sættes på igen.

Det smertede mit hjerte, men hvad skulle jeg gøre? Hvad skulle jeg gøre... Jeg nussede min lille mac, og fortsatte, hvor jeg slap, vi klarede seks eksaminer sammen trods dette overgreb.

Men da denne sommer var på hæld, ville Mac ikke tænde. Det var strømforsyningen, jeg lappede den med tape og endnu mere kærlighed, og det lykkedes mig at tænde den en sidste gang. Hvis ikke andet, så for at kysse den farvel.

Min mac var død. Og hvis ikke helt død, så var den så godt som.

Jeg var fortabt, T mente, at vi skulle kigge på en brugt computer, og det var jeg, sån' halvhjertet, med på.

D. 30. september, blev jeg vækket af mine forældre og T med sang, lys og flag, men ingen gaver.

Jeg blev ført ind i stuen og der stod der to computere ved siden af hinanden. På den ene computer var der et lille computerspil til mig . Den anden computer var min lille Mac, og den så helt ked af det ud. Der hang et lille brev fra den. Hvori der stod følgende: "Kære Erna, 

Vi to har været igennem meget de sidste par år.

Jeg fik kaffen galt i halsen og måtte gå i snor hele tiden.

Jeg er træt og vil gerne pensioneres. Derfor har jeg sendt bud efter min lille kusine. 

Hun kommer snart med posten.

- Din for altid, Computer"

Jeg tænker på min Mac, rigtig tit endda, men ih hvor jeg dog elsker Mac'ens lille kusine. Hun er yngre og hurtigere end sin ældre kusine. Der er stadig en masse ting, som hun skal have lært sig, men det går hurtigt og jeg kan ikke være andet end tilfreds med hende.

Dagens Dåbsfit

Jeg var til barnedåb idag. En af T's venner fik en datter i... (ok, giv mig lige tre min til at gå i panik over min alder)... sommer. Hun er noget af det mest nuttede, der findes på jorden, har jeg idag konkluderet. For idag var jeg til hendes dåb.
Det er min første dåb, ever, for vi muhamedaner leger ikke med kirker, dåb og andet lignende - ikke hvad jeg ved af ihvertfald.
Præsten var supercool, iført et par Mary Janes med en hæl, der lignede 10 cm, og undercut. Hun holdt en meget smuk prædiken, hvor hun især gjorde menigheden opmærksom på lighed og forskelle. Nu er jeg ikke særlig troende, men det kunne jeg sætte mig i.
To mænd snakker om Jesus. Den ene spørger, hvor Jesus kommer fra, hvorpå den anden svarer "Nazareth". Så spørger den første mand "Kan der kommer noget godt fra Nazareth?"
Præsten afsluttede den sekvens med ordene "Fortæl mig, hvor du er fra, og jeg skal fortælle dig, hvem du er." -  banal metafor, men sand.

Anyhow, til trods for en halvvåd nat i byen igår, var jeg oppe kl 8.00 sharp-ish, for at gøre mig lidt lækker for kirken og for babyen.
Babyen havde en 100 år gammel dåbskjole på med håndlavede kniplinger, som kommer fra faderens familie og jeg havde følgende på:

Grå kjole med firkantede sorte perler omkring kraven - fra H&M.  En kjole som jeg købte, mens jeg powershoppede på Riget i januar, men inkl. idag kun har haft to gange på.

En sort cardigan - fra United Colors of Benetton.

Grå wedges - fra Vagabond, som er mine favorit wedges

Desuden hørte der røde Chanellæber til og min nyeste Chanel neglelak. Nej, ikke Paradoxal, men Vendetta, som jeg fik i fødselsdagsgave. Den er super mørkelilla, på grænsen til sort og vi elsker den. Nej, ikke kun fordi den er lilla, men fordi den også har glimmereffekt!

Tissefyrsangen

Jeg har denne veninde - her på bloggen går hun under navnet enten "Den Gode Veninde" eller "Bedsteveninden". Grunden til, at hun blev omdøbt til "Den Gode Veninde", er at jeg engang blev aa hende introduceret under samme navn, så dette var min hævn.

Hun ville så gerne være "Bedsteveninden" igen, at hun truede mig, derfor måtte jeg døbe hende tilbage.

Nå men, Den Gode, jeg mener Bedsteveninden har en storebror, og ikke en hvilken som helst storebror. Men den absolut bedste af slagsen. En storbror, der med årene også er blevet min surrogatbror.

Han er nok et af det sjoveste mennesker jeg kender og vi elsker hinanden og det gjorde vi nærmest fra den anden gang vi mødtes.

Første gang Storbror og jeg mødtes, kan jeg ikke helt huske, men anden gang husker jeg som var det idag.

Katten og jeg skulle tøse den hjemme hos mig, for efterhånden mange år siden. Vi snakkede med Storbror over messenger og spurgte om han ikke skulle tøse med os. Han tog os på ordet og kom ud til mig med en flaske vin.

Det var nok årets absolut hyggeligste aften.

Vi sad i min gamle brune sofa med mine katte omkrig os og computeren foran os.

Vi endte med at se en masse klip på youtube, der sendte os til alexenderband "Store Patter Betyder Undskyld", og derfra videre til til en sang som Storbror har lavet "Kære Underbo" (Et brev, der blev skrevet til Storbror af hans overbo) og fra den sang igen tilbage til Alexenderband og deres noget charmerende sang "Tissefyr".

Den var ikke at finde på nettet, men Storbror kunne noget af den udenad, så han sang den for mig i den blødestes ulækkerste pædagogstemme. Jeg var ved at Kaste op af grin.

Siden da blev den sang fast inventar, når Storbror og jeg sås.

"Stooooooorbroooor" kigger jeg op på ham med de største øjne og en truttmund. "Jeeeaaah daaahrling" Kigger han ned på mig.

"Tissefyrsaa-aan-g!!". Storbror kigger som regel på mig og bærer over med mig og synger det han kan huske af den for mig.

Og så er min aften fuldendt.

Sidste år fik Storbror en ny kæreste og så blev jeg lidt nervøs. For kun mennesker, der kender både Storbror og mig rigtig godt, kan forstå vores forhold. Nej det er ikke fordi vi prøver at score hinanden, at vi vrider os op og ned af hinanden på dansegulvet, og ej heller flirter vi bare fordi vi snakker posh engelsk til hinanden og kalder hinanden "daaarling". 

I februar havde Den Gode, jeg mener Bedsteveninden fødselsdag og jeg var inviteret og Storbror var inviteret og Storbrors kæreste var inviteret. Hun syntes rigtig sød omend noget reservert og genert.

Midt under made. - vanen tro, kiggede jeg på Storbror og tiggede om "Tissefyrsangen".

Storbror rømmede sig og sang op, til de flestes morskab, og min især fornøjelse.

Efter maden forsvandt hans kæreste og Storbror brugte resten af aftenen på telefonen.

Det viste sig at kæresten ikke syntes at Tissefyrsangen var ligeså sjov, som jeg gjorde.

Hun syntes, den var klam og hun syntes, at storbror ikke skulle flirte med mig og synge sådanne sange, mens hun sad ved hans side. Hun syntes mange andre ting... De som kendte mig og kendte Storbror sagde "Flirte? Storbror? Men det er jo bare Erna."

Det blev et halvår, hvor jeg ikke fik set Storbror så meget, for jeg var, mildest talt, ikke faldet i god jord.

Jeg var ked af det og savnede vores eskapader, men hvis hun gjorde storbror glad, jamen så skulle jeg da nok lade være med at "flirte" med min surrogat Storbror (???)

Anyways long story short, Storbror gav hende sparket og kom til min fødselsdag iført hendes lilla bluse.

Som timerne gik, gik jeg hen til storbror i håb om, at han NU kunne og ville synge Tissefyrsangen for mig. Men hvergang sagde han, at min lilladag ikke var det rette selskab for netop den sang. Og spurgte til sidst om jeg da slet ikke kunne huske, hvad der skete sidste gang han sang den. Jo, det kunne jeg da godt, sagde jeg med trutmund.  "Derfor har jeg ikke havde lyst til at synge sangen igen, Erna".

Jeg sukkede og accepterede de næste 30 minutter, hvor jeg så spurgte igen. Men ak, svaret var stadig nej.

På et tidspunkt i løbet af aftenen kiggede Den Gode, jeg mener, Bedsteveninden og Storbror på hinanden tog fat i mig og sagde at de havde en overraskelse til mig.

Jeg blev genet ind i salen og stillet op på en stol. Jeg havde virkelig ikke fantasi til at forestille mig, hvad det var de havde gang i. Først troede jeg, at det var en tale, men så så jeg den falske T (den falske T er Bedstevenindens kæreste) med en guitar i hånden.  Storbror fortalte historien om sangen, der ødelagde hans forhold, hev et papir op af lommen og sagde, at han nu for første gang havde skrevet hele teksten ned, så han kunne synge den for mig.

Bare det at tænke tilbage giver mig hjertebanken.

Aldrig har jeg været så rystet og glad og var lige ved at græde af lykke!

Jeg hader overraskelser, men jeg elsker overraskelser. Jeg hader overraskelser fordi jeg er så nysgerrig, men ih, hvor jeg elsker, når jeg bliver overrasket, uden at have anet uråd.

Jeg elsker Storbror så meget, at ord ikke kan beskrive det!

Og sangen kommer naturligvis her, for det er på grund af den, at jeg skriver dette indlæg.

Læg lige mærke til, at den ikke er for sarte sjæle, kedelige sjæle, sjæle uden sarkasme, ironi og politisk ukorrekthed samt sjæle med børn.

Rest of you enjoy!

Tissefyr 

af Alexanderband - sangen kan høres på deres hjemmeside http://www.alexanderband.dk/ under MP3 - CD7 - sammen med en masse andre sjove og satiriske numre.

Jeg har en ven til dig

Det er min Tissefyr

Har du os' en ven til mig

Så ka vi lege Tissefyr leg

Ska' vi lege?

Her er min Tisseven

Kan du vinke pænt til den

Se den sover åh så sødt

Husk at klappe ganske blødt

Ka' I sige hej til Tissefyr?

Tissefyr er stået op

Se den strækker rankt sin krop

Hvis du giver den et bad

Bliver Tissefyr så glad 

Se hvad Tissefyr den kan

Rokke ved din rokketand

Men först så ska Tissemand

op en tur i numseland

Hvor skal Tissefyren op?

En ting må du love mig

Hvis du vil være ven med mig

At du ikk' fortæller mor

At du ved hvor Tissefyr bor.

Shhhh...

Wonderland Adventures

For et par  uger siden smuttede jeg en tur til Faraos Cigar, for at tjekke om nogen af de serier jeg følger var kommet. Der var ikke bid, dog faldt jeg over en forside med en meget letpåklædt pige, og så var min interesse vakt. 

Jeg blev endda mere nysgerrig, da jeg så at titlen indholdt "Wonderland". 

Alice i Eventyr har altid være min yndlingstegnefilm, eller ihvertfald siden gymnasiet, da jeg blev introduceret for ismen "surrealisme" og bogen har jeg læst op til flere gange, hvilket er en sjældenthed, da jeg ikke har tålmodighed til at udforske det jeg allerede har udforsket.

Anyways, jeg bladrede i den nye comic book, og var solgt fra side to. 

Wonderland består af tre graphic novels: "Return to Wonderland", "Beyond Wonderland", "Escape from Wonderland", der er skrevet af Raven Gregory + det løse, der omhandler de forskellige karakter som figurerer i Carrolls' roman fra 1865.

De tre ovenover nævnte værker omhandler en voksen Alice, der er yderst psykisk ustabil og hele historien begynder med, at hun forsøger at begår selvmord, for at slippe for noget fra hendes fortid.

Alice har en datter Calie, der har den absolutte hovedrolle i serien og en søn, der har en næsten ligeså vigtig rolle. Serien omhandler hele familien, men Calie er nøglepersonen.

Hele familien er i opløsning og Alices familie har hver deres måde at cope med moderens sindsyge på. Calie leger goth, fester, drikker og bruger sin tid med kæresten, faderen har en elskerinde, der knepper og tæver ham hver fredag efter arbejde, og sønnen er forskruet på sin helt egen charmerende måde. 

Historien udvikler sig for alvor en dag, hvor Calie kommer hjem senere end vant, og Alices hvide kanin er væk. I sit forsøg på at finde kaninen falder Calie ned i et hul og kommer dermed til eventyrland. 

"Eventyrland" er måske lidt grotesk at kalde det. 

Den engelske betegnelse "wonderland" dækker heller ikke helt over dette univers. 

For dette univers er ondt. Pure evil. Der er ikke nogen søde twillinger eller en hjælpsom cheshire cat, der er ikke nogen fjollet hattemager eller andet, der ligner det der er fortalt før.

Wonderland er et sted, hvor dine værste mareridt bliver til virkelighed. 

Calie undslipper med nød og næppe dette univers som hendes mor Alice også har været fanget i. Men den virkelig verden er ikke meget bedre, og Calies verdens begynder først at falde fra hinanden, da Alices selvmord lykkes. 

Det er længe siden, at jeg er faldet over en så fed serier. 

Den er ond, den er modbydelig, uhyggelig og pissegodt tegnet.

Kvinderne er frække og pornoficeret på den fede måde. Mændene er onde og rå og monstrene er store og ubehagelige.

Og kaninen.. Den vil jeg slet ikke komme ind på... 

Tegneserierne er noget dyre, hvert bind koster ca. 160 kroner, men de er virkelig pengene værd. 

Gummilove

For et par år siden fik min mor et par Ilse Jacobsen gummistøvler og jeg faldt pladask for dem. Min mors var dog røde, og da jeg er sådan en lettere kedelig type der altid foretrækker sort frem for alt andet, takkede jeg pænt nej, da hun tilbød mig dem. 

Jeg kiggede dog stadig beundrende på dem, hver gang min mor havde dem på, men jeg kunne ikke få mig selv til at give 900 kr for et par gummistøvler - naturgummi og håndlavet eller ej.

Ja, jeg ved, at det er bullshit, for jeg har op til flere gange givet langt flere penge på andre mindre fornuftige ting. Men altså, jeg fik dem aldrig købt.

Derfor, da jeg i torsdags havde fødselsdag og fyldte 20 (!!) igen, blev jeg dejligt overrasket over gaven mine forældre havde foræret mig.

Nej, der var ikke et par støvler i den lille æske, men der var et gavekort til et par Ilse Jacobsen gummistøvler. 

Støvlerne havde butikken ikke hjemme, men så kunne jeg selv gå derned og købe et par, når de endelig kom.

Jeg gik der ned - ja, tålmodighed er en dyd, men jeg går ikke ind for dyder, allerede idag, for at se om de havde fået mine støvler.

De havde de ikke, til gengæld faldt jeg - bogstaveligt talt, over deres nye model, som var lige kommet hjem og jeg så var jeg solgt.

De var lidt dyrere, men hvad gør en pige ikke for bling bling...

Ilse Jacobsen gummistøvle med fór og i sort naturgummi 950,-

Detalje - similistensspænde 

Tyske talenter

Du troede, at du havde set det hele. Du troede, at du var sikret mod flere ubehagelige overraskelser på nettet.

Du tog fejl.

Tyskerne har været skyld i mange ting igennem årene. Nu er de skyld i, at du får lyst til at tage dine øjne ud af øjenhullerne og rense dem i saltpeter syre...

Følg vejen til de tyske talenter via - Eb.dk

Og så blev Dukken 20...igen

Jeg ligger i sofaen og skriver stadig på min iPhøn, ikke fordi jeg mangler en computer, men fordi Mac'ens lille kusine, som den nye mac er blevet døbt, sidder og oplader.

Jeg elsker overraskelser og det ved T, derfor elsker jeg T.
Da jeg gik kold over at min lille
Mac var ved at dø, sagde han, at han ville spørge drengene om de kunne skaffe en brugt Mac, for vi havde ikke råd til en ny. Jeg affandt mig med det og skrev endda et "hjælp mig jeg er fattig-indlæg" på bloggen i håb at nogen af jer ville kunne hjælpe med en aflagt som jeg måske kunne købe.
Well - imorges blev jeg vækket med sang og flag af T og mine forældre, der var kommet med morgenmad på sengen til mig.
....
(Det sjove fortæller jeg om imorgen, hvor jeg fra mac'ens lille kusine vil blogge med billeder).

Nu vil jeg ose og nyde de sidste tre minutter af min fødselsdg. Bare fordi jeg kan.

Christ, Helvede og Damn it også!

Min lille Mac er død. Eller mac'er lever stadig, ihvertfald lidt endnu, men strømforsyningen har fået vist et spark for meget, og gider ikke mere.

Det har resulteret i et par ting:
1. Lige nu, hvor jeg er fyldt med sjove bemærkninger, lange fotællinger om romantik og filosofiske tanker, har jeg ikke mulighed for at skrive og dele det med jer. "Men du blogger jo nu", ville nogen fristes til at sige. Og ja det gør jeg, takket være min lille iPhøn, men at blogge herfra hverdag... Arghh..,hvad tror du selv?
2. Jeg mangler en ny computer.

Nu er jeg en udpræget Mac-pige. Jeg ville ønske jeg ikke var, men det er jeg.
Jeg ville ønske at jeg idag kunne gå ned i Fona og smide 3000 kr på bordet og sige "dæn dær, tak". Men det kan jeg ikke. Ikke fordi jeg et snobbet, jo lidt, men fordi jeg er så goddamn stereotyp og lagde mig under den der ramse - Once you go mac, you never go back, sådan ca. tre dage efter jeg lagde mine små fedtede fingre på den. Og nej jeg er ikke stolt af det, men vi har alle laster, og jeg har som regel dyre laster.

Nå nok brok, det jeg egentlig ville frem til er - hvis du kender nogen, der kender nogen, der er mega rig, til at stole på og gerne vil af med en Mac til ikke alt for mange penge (den nye hvide, der) så send dem lige min vej, eller til denne adresse luscious1(at)gmail.com

Jeg vil elske dig rigtig meget for det.

Kom stress, du søde, milde!

ARGH!

Jeg sidder jo i disse dage med det sidste af den første del af min uddannelse. Jeg har på nuværende tidspunkt brugt fire år på det andre normalt bruger tre og andre igen søger dispensation for at bruge seks. Jeg er igang med mit femte år, og mangler tre eksaminer - Mit BA-projekt, en medieopgave, som har hjemsøgt mig siden tredje semester og et fag som jeg er ved at tage nu. Alt i alt mangler jeg 35 ECTS-point, og normale mennesker vil ikke have nogen problemer med at tage 35 ECTS-point på et halvt år. Men jeg er jo ikke normal, jeg har efterhånden brug for den der daglige eftermiddagslur for at holde sammen på mig selv og jeg skal den der tur til Riget noget oftere end normalt. Og min koncentrationsevne er efterhånden lavere end hos et dampbarn, på grund af manglende energi.

Igår gik jeg i spåner over at skulle skrive en side til på fredag. En enkel fucking side!

Jeg fryser og når jeg får besked på "Skriv om Russ Meyer" så kigger jeg blankt ud i luften som en eller anden gås og siger, at jeg ikke ved, hvad jeg skal skrive.

Jeg ved en masse om Russ Meyer, elsker jo mandens film, men når jeg skal præstere så bliver jeg lammet.

Jeg tror det er et udtryk for stress.

Jeg skal have afsluttet to ret store ting, og nej jeg kan ikke bare "bestå". Så sent som igår skældte T mig ud og sagde, "vil du ikke hellere have 02 end at fejle", kom det meget prompte ud af mig, at jeg hellere vil fejle. Jeg ville dø, hvis jeg fik en dårlig karakter. Det er min ære, der står på spil. (Ved godt at det absolut ikke giver mening).

Bedsteveninden sagde, at jeg bare skulle udskyde mit BA-projekt til næste semester og det ville jeg helt klart gøre under normale omstændigheder, men sagen er den, at jeg kun får SU til og med december og hvis jeg ikke begynder på en kandidat til februar så står jeg uden nogen indtægter overhoved! Jeg kan søge om tre klip ekstra, men det giver mig SU til marts og så kan jeg gå og glo de sidste tre måneder af min uddannelse.

Argh!

Hvis jeg bare vidste, hvad fanden jeg vil læse på kandidaten så ville det hele være nemmere, så ville jeg glemme livet og omverdenen, skrive de satans opgave og begynde på kandidaten til februar, men jeg aner jo ikke, hvad fanden jeg vil! Goddamn it, altså!

Og nej det nytter heller ikke noget ikke at tænke på det, for jeg skal tilmelde mig eksaminer i næste uge og søge om optagelse på kandidaten inden 15. oktober. Og jeg sidder her og hyperventilerer.

Goddamn it, altså!

Ville ønske at jeg for een gangs skyld kunne nyde efteråret, min egen fødselsdag og de smukke farver uden dårlig samvittighed og ondt i maven!